Byggeriet på hjørnet af Vestre Strandvej 20 / Sankt Clemens Vej, Skagen er begyndt at tage form hen over sommeren 2019.
Byggeriet, der udføres i den Historiske TAVI Bygning, der tidligere har rummet frysehus fra 1918 med facader tegnet af Ulrik Plesner, og fiskefabrik fra 1934 kommer efter renovering og ombygningen til at bestå af 22 eksklusive lejligheder i varierende størrelse.
Renovering og ombygning udføres med respekt for den oprindelige arkitektur og opføres med vægt på, at der skabes store fællesarealer til bebyggelsens beboere. Samtidig gennemføres en gennemgribende renovering af hele bygningen, så den efter endt renovering vil imødekomme nutidig boligstandard og komfort.
Indvendigt vil man stadig kunne ane det rå industrielle look i form af de rå materialevalg, herunder gulve i rå højstyrkebeton, værn med glas og galvaniseret jern og hertil føres mange installationer synligt.
Udearealer etableres i gårdrummet, i forhaver på altaner og på tagterrasser. Der etableres orangeri, tagterrasse og pool på taget af Frysehuset.
Samarbejdspartnere: Astrid Fiskeri A/S (Bygherre), Færch & Co A/S. (Totalentreprenør), Brix & Kamp (Ingeniør), arkitektfirmaet NORD A/S (Arkitekt)