I samarbejde med Vivabolig, Brix & Kamp A/S og Jorton A/S har Arkitektfirmaet Nord A/S som totalrådgiver udviklet en helhedsplan for Gundorfslund, Vivaboligs afdeling 18. Projektet omfatter 156 boliger og skal skabe moderne, attraktive hjem med gode rammer for hverdagen, både nu og i fremtiden, for børnefamilier, enlige og ældre.
Helhedsplanen indebærer en omfattende renovering, hvor de eksisterende bygninger i blok 1-9 nedbrydes til fundament og genopføres inden for det eksisterende sokkelaftryk.
Projektets officielle opstart blev markeret ved et arrangement med beboere, samarbejdspartnere og repræsentanter fra Aalborg Kommune. Dagen bød blandt andet på taler fra Aalborgs borgmester, Lasse Frimand Jensen, rådmand for Senior og Rehabilitering, Vibeke Gamst, samt Vivaboligs bestyrelsesformand, Pia Hornbæk.
Et gennemgående tema i talerne var behovet for at udvikle almene boliger, der imødekommer forskellige livssituationer og samtidig bidrager positivt til Aalborgs fortsatte udvikling.
Nu er det første nedbrydningsslag taget, og arbejdet med at transformere Gundorfslund er for alvor i gang. Vi ser frem til at følge projektets udvikling og til fortsat godt samarbejde med alle involverede parter.