LÆRERNES PENSION – LAURITS HAUGES VEJ
Projekt: Nybygning - 74 boliger på Nørresundby Havnefront
Adresse: Laurits Hauges vej 2, 4 og 8, 9400 Nørresundby
Ydelsesperiode: 2016 - 2019
Bygherre: A. Enggaard A/S
Bruttoareal: 5.520 m²
Anlægssum: Ikke oplyst
Enterpriseform:
Rolle og ydelser: Arkitektrådgivning
Nørresundby havnefront har gennem de seneste 10 år gennemgået en forvandling fra et nedslidt industriområde til et attraktivt boligområde i gåafstand fra Aalborg Centrum. Byen og en række investorer har i perioden udviklet en imødekommende og aktiv bydel, hvor der er adgang til dagligvarebutikker, skoler og havn. Havnemiljøet er blevet styrket gennem højvandssikring, lystbådehavn, stiforbindelser og der er tilføjet en lang række rekreative tilbud.
Bebyggelsen er placeret på et byggefelt der grænser op til Vestergade, Nørresundbys hovedforbindelse mod vest. Mod Vestergade opføres en ejendom i 3 etager for Mariehjemmene, der danner et sydvendt gårdrum, som boligerne for Lærernes Pension fuldender.
Bebyggelsen for Lærernes Pension består af tre længehuse. Placeringen imødekommer lokalplanens krav om bygningsmæssige forskydninger langs byggefeltets grænser. Længehusene rejses på en plint der sikrer en klar adskillelse mellem offentlige og private arealer, og samtidig udgør ankomstareal samt terrasser for boligerne i stueplan.
Bebyggelsen opføres som murede bygningskroppe i gråbrun tegl, med lyse udkragende altaner og altangange. Med inspiration i den danske funktionelle tradition – og Aarhus Universitet i særdeleshed – foreslår vi et roligt og afmålt udtryk, hvor detaljeringen vil bestå i en særlig behandling af murværk og farvesætning af enkelte udvalgte elementer.